7/1: Lakeview - Crater Lake - Medford

Efter at have stået op og pakket vognen, tog vi først ud og provianterede i de lokale forretninger, inden vi begyndte dagens jagt på geysere, varme kilder og bjergsøer. Laila mente nemlig, at når nu jeg gik glip af geyserne i Yellowstone, så skulle vi da i det mindste prøve at finde en erstatning på vejen igennem Oregon.

Først gav vi os til at lede efter en geyser, som efter sigende skulle springe lidt udenfor Lakeview. Efter nogen tids søgen fandt vi den også, og vi var faktisk så heldige, at det var en af de geysere, der springer meget ofte, hvilket betød at jeg kunne se mit livs første naturlige geyser i udbrud! Omkring geyseren var små varme søer, der engang imellem boblede lidt, hvilket indikerede det varme liv nedenunder dem.

Efter at have set på geyseren lidt, drog vi længere nordpå, i vores søgen efter nogle varme kilder, som ifølge vores National Geographic kort ville være at finde her. Vores søgen bragte os til Summer Lake, en sø der tilsyneladende tørrede ud om efteråret og vinteren, men blev fyldt igen af smeltevand og regnvand om foråret om sommeren. I en campingplads nær søen fandt vi de varme kilder, men de var blevet lavet om til et badehus, så det var lidt en kunstig oplevelse at se dem. Til gengæld var vi nede og se nærmere på den udtørrede Summer Lake, der på mange måder faktisk mindede os om de udtørrede søer i Death Valley.

Sidste stop på ruten inden det blev for mørkt, var Crater Lake. Crater Lake er en bjergsø, der blev dannet som resultat af et meget kraftigt vulkanudbrud, hvorefter vulkanbjergets top styrtede sammen og dannede en sø, som er den dybeste i USA, og efter sigende også den smukkeste. Vejen op til Crater Lake gik imidlertid igennem nogle ret tætte skyer, hvilket gjorde det lidt besværligt at navigere igennem den pletvise meget tætte tåge, der lagde sig over vejen de steder, hvor en sky befandt sig. Desuden lagde vi mærke til, at snemængden langs vejen voksede og voksede, efterhånden som vi nærmede os søen, og inden vi nåede helt op til bjergsøen, var snemængderne nået os over hovedet!

Da vi endelig nåede helt op til stedet, hvor man skulle have et godt overblik over søen, blev vi mødt af en virkelig tæt tåge, der knuste ethvert håb om at se bare en lille smule af den berømte dybblå sø.

Til gengæld bød området på et ret flot vinterlandskab, med unikke isformationer på træer og buske, samt i snebankerne omkring os. Efter at have boltret os lidt i sneen, og grint lidt af vores situation, besluttede vi os for at drage lidt længere sydvest på, før vi ville tørne ind for natten.

Køreturen ned af bjerget tog et godt stykke tid, eftersom tågen ikke ville slippe sit greb i os førend vi var hele vejen ude af bjergområdet, hvilket først skete efter flere timers kørsel, eftersom vejen også var iset, glat og med skarpe sving, så vi blev nødt til at køre ekstra forsigtigt.

Ud på aftenen nåede vi endelig til en større by, Medford, og fandt efter lidt søgen et billigt motel, som vi kunne overnatte i.

6/1: Salt Lake City - Nevada - Lakeview, Oregon

I dag var sidste chance for at tage til Yellowstone, hvilket havde været en af de ting, der stod øverst på ønskesedlen dengang turen var planlagt. Men Yellowstone havde fået 29 in. (ca. 80 cm) sne den sidste uge, så alt var stort set lukket deroppe, og vejene så ud til at være i en elendig tilstand på vej derop, så vi blev nødsaget til at droppe Yellowstone, og i stedet fokusere på Vestkysten. Dette betød at dagen i dag ville byde på en laaang tur vestpå ud af Utah, igennem hele Nevada, og videre ind i Oregon. 500 mil af turen ville vi tilbagelægge i dag, hvis vejbetingelserne var til det. Først på morgnen så det dog ikke lyst ud. Da vi endelig kørte ud fra vores hostel i Salt Lake City, skulle vi først ud af byen, og helst finde en tankstation for at tanke og få lidt luft i vores venstre bagdæk, der tabte luft fra til anden, især i frost. Det viste sig dog at være lettere sagt end gjort, eftersom stort set samtlige luftpumper i Salt Lake City var frosset fast og derfor ubrugelige. Vi blev derfor nødt til at køre ud af byen på de slud- og isglatte veje med det halvflade dæk, indtil vi kunne finde et sted, hvor vi kunne få luft i dækket.

Det lykkedes dog langt om længe på en service station et stykke udenfor byen, så tog afsted mod vest. I de første 4-6 timer var vejret og vejbetingelserne dog langt fra optimale, eftersom sne og is på vejene, samt vedvarende nedbør gjorde at vi måtte sænke farten for at komme sikkert frem.

Efterhånden som vi kom ind i Nevada blev vejret og vejene dog gradvist bedre, og efterhånden turde vi køre med fuld hastighed på vejene. Vi nåede da også at krydse igennem Nevada og kom så langt som Lakeview, Oregon før vi måtte gøre holdt for natten på et lille, men hyggeligt motel langs med hovedvejen. Vi var meget trætte ovenpå den lange køretur stort set uden ophold, så vi tog det stille og roligt resten af aftenen, og planlagde næste dag, før vi lagde os til at sove.

5/1 - Salt Lake City

Vi vågnede op til et koldt værelse, som vi vurderede til at være omkring 15 grader, så vi kom hurtigt i tøjet og gik hen for at spise morgenmad i hotellets køkken. Sortimentet her bestod af kaffe og toastbrød med grape jelly og peanutbutter ad libitum. Efter at have spist 4 skiver toast hver, indså vi dog at vi nok ikke blev mætte, så vi pakkede i stedet for tasken for at gå ud og udforske Salt Lake City.

Vejret udenfor var imidlertid ikke så godt. En front havde bevæget sig ind over byen, og med den kom et kraftigt snevejr, der startede allerede tidligt på dagen. Heldigvis bragte fronten også varmere temperaturer på kun et par grader under frysepunktet, så det var lidt behageligere at gå i, end dagen før. Det kraftige snevejr lagde dog hurtigt en dæmper på opdagelseslysten, så vi besluttede os for at koncentrere os om området omkring Temple Square, et område dedikeret til Mormon bevægelsen, hvis hovedsæde netop ligger i Salt Lake City. Mormonerne, eller "The Church of Jesus Christ of the Latter Day Saints" er meget populære i Salt Lake City og andre dele af Utah, så vi besluttede os for at slå to fluer med et smæk: Komme indenfor i varmen samtidig med at vi lærte lidt om, hvad mormonerne var for nogle størrelser.

Først tog vi ind i det internationale hovedkontor og kiggede lidt rundt. Der var ikke så meget at se, så efter at have brugt deres biblioteksressourcer til at spore lidt af Lailas families stamtræ tilbage, besluttede vi os for at se noget andet. Vi var bl.a. inde at se en film om Joseph Smith (mormonernes første profet), og på rundvisning i området med to mormonske missionærer. Hverken Laila eller jeg havde den store tålmodighed overfor prædken eller missionærer, men heldigvis var filmen ikke alt for slem. Rundvisningen var dog lidt for meget, og efter at turen sluttede ved en enorm statue af Kristus som missionærerne mente oprindeligt er fra København, blev vi hurtigt trætte af mormon-verdenen, så vi tog videre ind i byen og fandt lidt at spise og drikke. På vejen tilbage gik vi forbi "Salt Temple", et kæmpe kongrescenter, med plads til titusinder af mennesker, som mormonerne brugte til deres halvårlige konvent. Desuden gik vi forbi Utah Capitol, hovedsædet for staten Utah, så jeg kunne få chancen for at se sådan en størrelse tæt på.

Vi trak os tilbage til vores værelse, men det var lidt tidligt på aftenen, og vi havde ærligt talt ikke lyst til at være på vores værelse, så vi tog en bus til et såkaldt "one-dollar theater", for at slutte aftenen af med en god film. Et "one-dollar theater" viser film der er et par måneder gamle, men for kun 1-1½ dollar pr. billet, så det blev en rigtig billig aften i byen. Faktisk kostede busbilletten mere end biografbilletterne!

Efter en god film, tog vi bussen tilbage, var på værelset omkring kl. 23, og gik i seng med det samme, så vi kunne komme afsted tidligt næste morgen.

4/1: Hurricane - Zion National Park - Salt Lake City

Vi stod relativt tidligt op i dag, til en meget kold morgen med ca. 5 frostgrader og kraftig vind. Vi var så heldige at finde et motel i Hurricane, der havde en hæderlig morgenmad bestående af bl.a. morgencerealer, brød, vafler, kaffe og juice, så vi havde rig mulighed for at spise os mod til at begive os i ud i den bidende kulde.

Turen til Zion var ganske kort, så vi havde god tid til at udforske parken. Vi lagde ud med at besøge Visitor Centret, og planlægge en rute. Parken havde fået en del sne, så en del af parkens stier var lukkede for hikes, men vi var alligevel i stand til at lægge en tilfredsstillende plan for dagen. Vi lagde ud med at køre igennem det stejle bjegpas der lå i den sydøstlige del af parken. Her fik vi en forsmag på hvad der ventede os: Flotte bjerglandskaber og umuligt stejle, frodige klippesider der tronede over dalen nedenunder, som husede en klukkende bæk der skærer sig igennem den frodige dalside, der lå delvist begravet i sne i de mange områder der ikke fik direkte sollys om vinteren.

Derefter begav vi os ud på et hike op igennem en del af parken, på vejen forbi en klippesamling kaldet "Court of the Patriarchs". Stien var mange steder glat og iset, når den ikke var sneet til, så det var ikke nogen let tur, men vores arbejde blev næsten øjeblikkeligt belønnet idet vi kom bare lidt op fra dalen. Fantastiske natursyn omgav os på vores vej rundt i parken, og det var svært at tvinge sig selv til at kigge ned for at holde fodfæstet når man var omgivet af så meget naturskønhed nærmest overalt man gik. Da vi var nået næsten op på stiens højeste punkt, der tronede over dalen nedenunder men dog uden på noget tidspunkt at rage op over de omkringliggende bjerge, satte vi os og nød vores frokost mens vi tog så meget ind af de fantastiske omgivelser, som vi kunne.

Tilbagevejen foregik nedaf meget glatte stier, så vi havde travlt med at holde balancen indtil vi nåede dalbunden, hvilket var lidt ærgeligt, da man instinktivt havde lyst til at kigge op og nyde landskabet hele vejen. På tilbagevejen var vi også så heldige at komme meget tæt på en flok hjorte, der græssede på den anden side af en bæk. Det var fantastisk at kunne være så tæt på dem uden at de reagerede på vores tilstedeværelse.

Inden solen gik ned, tog vi en sidste tur i den nordligste del af parken. Stien her gik 1 mil ind mellem to stejle bjergsider. Her var der masser af is, især ned langs bjergkanten, eftersom smeltevand fra toppen af bjergene løb herned, for at fryse til is på vej ned af de kolde bjergkanter langs stien, der aldrig blev ramt af sollys. Dette førte til nogle særdeles flotte isfald, som vi beundrede, men det var også en meget kold tur, da luften var meget koldere i dette stykke, end i resten af dalen.

Tilbage i bilen drog vi afsted mod Salt Lake City. Det var en 300 mil lang tur, og eftersom vi havde tilbagt det meste af dagstimerne i Zion foregik den mest i mørke. Vi ankom derfor først til vores hostel i Salt Lake City lidt før midnat, trætte, kolde og ret udmattede. Det hostel vi havde fundet var koldt og ikke ligefrem velholdt, og manageren såvel som faciliteterne var ret uhumske, men vi var for trætte til at beklage os, og fandt hurtigt ind under et stort lag dyner, og sagde godnat.

3/1: Searchlight - Hoover Dam - Hurricane

Vi kom forholdsvis sent afsted i dag, så vi besluttede os for at tage en kort dag, brugt på at køre op til Zion National Park. På vejen op igennem Nevada kom vi næsten forbi Hoover Dam, og besluttede os for at den var et besøg værd. Hoover Dam er USAs største vandkraftværk, der ligger på grænsen mellem Nevada og Arizona. Sikkerheden her var skærpet, siden man tilsyneladende vurderer at Hoover Dam er et oplagt terrorist-mål. Det var dog lidt svært at tage deres ret ekstreme sikkerhedsforanstaltninger helt seriøst, bl.a. måtte man ikke have rygtasker eller mad og drikke med ud på broen. Dette forhindrede os dog ikke i at pakke en rygtaske med mad, drikke, kamera og Max, før vi begav os ud på dammen, og vi blev da heller ikke stoppet. Det eneste tidspunkt, der blev råbt af os, var da Laila stillede sig op på betonrælingen for at få et bedre udsyn, og øjeblikkeligt blev kommanderet ned med ordene "Don't do it! It's too much paperwork!".

Selve dæmningen er et imponerende stykke ingeniørkunst, og højden ned til den lave bund var overvældende. Vi havde dog ikke lyst til en detaljeret tur af dæmningens indre virke, så vi kørte videre mod Hurricane, en lille by i det sydvestlige Utah, ikke langt fra Zion.

Her indlogerede vi os forholdsvis tidligt på aftenen, så der var tid til at lave en god aftensmad over gasbrænderen, og opdatere dagbog og blog.

2/1 - Death Valley & Las Vegas

I dag gik turen til Death Valley i Californien. Dalen er kendt for at have USA's varmeste klima, og laveste punkt, samt sin meget smukke natur, så vi var naturligvis ivrige efter at opleve den.

Vi besluttede os for at køre ind i parken sydfra, via et langt stykke grusvej, der strak sig fra parkens sydside og godt 45 mil ind i parken. Grusvejen viste sig dog hurtigt at blive ret ujævn, så vi endte med at måtte køre meget forsigtigt på dette stykke, for at undgå skader på bilen, der heldigvis håndterede de grove vejbetingelser ganske flot. Vejbetingelserne blev dog mere end opvejet af det flotte landskab vi kørte i, der var en blanding af ørken og slette, med sneklædte bjergtoppe i horisonten.

På vores vej gennem parken så vi bl.a. Badwater Basin, en udtørret saltsø der med sine 282 fod under havoverfladen er USAs laveste punkt. Desuden så vi "The Devils Golf Course", et mærkeligt landskab der engang var en sø, med meget hårde knolde skabt af udkrystalliserede salte og mineraler, der blev dannet efterhånden som søen tørrede ud.

Grusvejen havde forsinket os en del, så vi nåede først til parkens Visitor Center da der var lidt over 1½ times dagslys tilbage. Her blev vi rådet til at skynde os ud til Mesquite Sand Dunes, der lå godt 1 times kørsel væk, før det blev for mørkt. Vi skyndte os dertil, og blev mødt af et mærkeligt syn: Sandklitter så langt øjet rakte, nærmest som i en ørken, dominerede landskabet, og vi følte begge en trang til at bestige den fjerneste, højeste klit i syne, så vi gik afsted.

Det var min første tur igennem et klitlandskab, og jeg skal love for at det var hårdt! Og man blev virkelig snydt af afstandende når man går. Vores mål syntes aldrig at komme tættere på: For hver klit vi passerede gav os blot udsyn til endnu en klit der skulle passeres. Til sidst nåede vi dog frem, og kunne nyde udsynet fra toppen. På det tidspunkt var solen dog allerede gået ned, og der var kun lidt tusmørke tilbage til at lade os finde vej tilbage, så vi måtte skynde os tilbage til bilen. Efter at have tømt skoene for sand, kørte vi til Las Vegas, for at se teaterforestillingen Ka af Cirque de Soleil.

Forestillingen fandt sted i casinoet MGM grand, så vi parkerede vores bil her, og begav os mod teatret, lige tids nok til at nå ind til forestillingen. Billetterne havde været ret dyre, men de viste sig at være alle pengene værd! Fra start til slut var forestillingen proppet med gribende musik, fantastisk koreografi og utrolige cirkuspræstationer. De 2 timer forestillingen varede gik utroligt stærkt, og bagefter besluttede vi os for at se lidt på det sidste at "the Strip", før vi ville begive os tilbage til motelværelset.

Først gik vi på opdagelse i MGM grand, der havde et Hollywood-agtigt tema, med fokus på film og underholdning. Her fandt vi USAs største bronzestatue, der forestiller MGM løven, og eftersom vi begge er født i Løvens tegn, kunne vi ikke modstå fristelsen for at tage et billede af "de tre løver".

Afslutningsvis var vi nede og se casinoet Luxor, med sin enorme sorte pyramide, men det var ved at blive sent, så vi gik ikke indenfor, men gik i stedet tilbage til bilen, sagde vores farvel til Vegas og kørte tilbage til vores motel i Searchlight for en sidste nat.

31/12-1/1: Cedar City - Las Vegas - Searchlight

Viva Las Vegas!

Nytårsaftensdag rejse vi mod Las Vegas, hvor vi havde tænkt os at fejre nytåret. Vi nåede dertil hen på eftermiddagen, men kunne ikke finde et tilfredsstillende sted at sove i byen, der stadig havde senge til en acceptabel pris, så vi besluttede os for at overnatte på et motel ca. 1 times kørsel udenfor centrum, i den lille by Searchlight. Efter at have pakket ud på motelværelset fandt vi vores fineste tøj og sko frem, og drog afsted mod byens centrum, hvor vi havde tænkt os at fejre nytåret. Vi gad ikke starte ud med at navigere os gennem ”the Strip” (det stykke af byens hovedgade hvorpå alle de største hoteller befandt sig), i en søgen efter en parkeringsplads, så vi parkerede i et Mall, der så ud til at være et par mil fra hovedgaden. Planen var så at gå det sidste stykke, men det viste sig at være længere end vi troede, så det var først efter over 1 times gåtur at vi endelig nåede frem til hovedgaden og kunne se det første store casino i baggrunden: Stratosphere, med sit 300 m høje tårn. Klokken var på det tidspunkt kun lidt over 7, så vi havde god tid til nytår, og besluttede os derfor for at fordrive ventetiden med at udforske et par af de kæmpecasinoer, imens vi langsomt bevægede os mod centrum af ”the Strip”.

Stratosphere var som alle andre casinoer også et hotel, et shoppingmall og en forlystelsespark. Casinodelen var selvfølgelig overvældende for os to, der ikke normalt frekventerer den slags etablisementer. Overalt var der blinkende lys fra de enarmede tyveknægte der var at finde overalt i denne del. Alle maskiner havde hver deres lysmønster og/eller lyd, der hurtigt trættede vores øjne og ører. Og ca. hver anden maskine var optaget af vidt forskellige personer: Alder, køn og social status betød tydeligvis ikke noget for modtageligheden for disse maskiners kalden. Men vi bemærkede at de fleste sad udtryksløse foran disse, og bare gentog de samme bevægelser om og om igen: Træk i automaten, tryk på knapper, træk i automaten, tryk på nye knapper, etc. Mindre gevinster gav ingen ændring i deres ansigtsudtryk, lidt som om maskinerne sugede følelser og glæde ud af de stakkels mennesker.

Vi skyndte os videre ind i casinoet, og fandt dets hjerte: De grønne borde. Hver var bemandet af en croupier, der kyndigt styrede den organiserede gambling der fandt sted ved disse borde. De fleste var ret fyldte med mennesker, der tydeligvis havde en lidt højere social status eller var turist. Baccarat, poker, craps, blackjack og roulette var blot nogle af de få spil som blev udbudt ved disse borde, der ofte havde en minimumindsat på mellem $25 og $1000.

Vi gik igennem menneskemængden i casinoet gik vi videre mod shopping området, der mest af alt mindede om hvad man ville finde i en større lufthavn: Parfumer, mærkevaretøj, elektronik samt en masse specialforretninger. De var tilsyneladende meget populære, men vi faldt ikke for deres fristelser og fortsatte mod forlystelsesdelen. Her købte vi en billet til at komme op i udsigtsdelen af det høje tårn, der var det eneste af forlystelsesdelen der ikke var lukket for at gøre plads til de mange private fester der skulle holdes i tårnet denne aften.

Tårnet gav en god udsigt over byen, og vi kunne for første gang få et ordentligt overblik over denne fascinerende, forfærdelige og fantastiske by. Overalt omkring os var badet i lys, og især ”the Strip” lyste op med sine mange neonfarver. Lysforureningen i denne by var enorm, og det var let at identificere bygrænsen i det fjerne som det sted hvor lysene holdt op. Under os var ”the Strip” og en del af sidegaderne tydeligvis spærret for biler, for at give plads til de titusinder af gæster der var valfartet til denne by for at fejre det nye år. Efter at have taget et par billeder og grint lidt af de platte forlystelser der var placeret på tårnet og alle spillede på tårnets højde over byen nedenunder, besluttede vi os for at forlade casionet og begive os længere ind mod centrum.

På vejen ind til centrum af ”the Strip” var vi inde i en række af casinoerne på vejen, og blev alle steder mødt af et sammensurium af lyd, lys og mennesker der mødte os allerede i indgangen. Efterhånden fandt vi ud af, at ethvert casino med respekt for sig selv skal have et ”wedding chapel”, der tilbyder at arrangere brylluper afholdt i netop deres tema. Også langs ”the Strip” stødte vi på en del af disse chapels, og nogle tilbød sågar ”drive thru weddings”.

Aftensmaden spiste vi på en Thailandsk restaurant godt 30 min gåtur fra ”the Strip” kaldet Thai Spice, som vi havde hørt meget godt om, og de skuffede da heller ikke, eftersom de kunne servere os 3 kander varm the til at hjælpe os med at få varmen mens vi nød deres rigtig gode mad. Alt i alt en rigtig god nytårsmiddag.

Årsskiftet blev tilbragt midt på det centrale kryds på ”the Strip” omgivet af titusindvis af mennesker der stod som sild i en tønde på gaden så langt øjet kunne se til alle sider. Mange steder stod der folk med skilte der prædkede til masserne og forsøgte at omvende syndere såsom: Homos, government recipients, fornicators, gamblers, feminists, loud mouth women, environmentalists etc.

Da klokken nærmede sig tolv begyndte de mange LCD storskærme at tælle ned til årsskiftet, der blev fejret af et fantastisk fyrværkerishow, der nok var det flotteste jeg nogensinde har set. Vores første time i det nye år gik nu med at forsøge at komme lidt væk fra menneskemængden, hvilket betød at vi skulle ind i det første og det bedste casino. Dette viste sig dog meget hurtigt at blive praktisk talt umuligt, eftersom folkemængden bevægede sig fuldstændigt kaotisk, så efter 5-10 minutter var vi fanget midt i et hav af mennesker der puffede og maste os i alle mulige retninger. De næste 45 minutter blev vi skubbet og puffet frem uden plads nok til at kunne løfte en arm, mens vi desperat forsøgte at holde fast i hinanden så vi ikke blev adskilt. Derefter begyndte menneskemængden at tynde lidt ud, og vi kunne atter bevæge os målrettet fremad. Vi brugte resten af natten på at udforske lidt flere hoteller, men omkring halv 4 begyndte vi at vende tilbage til bilen, en ret kold gåtur eftersom temperaturen faldt markant sidst på natten, og vi ikke havde så meget overtøj med den aften, men efter lidt over 1 time nåede vi til bilen og kørte hjem for at sove.

Den næste morgen blev vi vækket kl. lidt i 10 af rengøringen, der havde misset vores ”do not disturb” skilt og ville vide om vi manglede toiletpapir. Vi stod op og tog en stille formiddag, og besluttede os for, at vi kunne udforske lidt flere af casinoerne i Las Vegas, og lavede en liste over casinoer og deres attraktioner, som vi kunne tænke os at se. Denne gang kørte vi helt ind til ”the Strip” og parkerede i en af casinoernes enorme parkeringshuse. Derefter begav vi os på vej til det første casino, Sahara, der havde et ørkentema, som vi dog ikke var så imponerede over. Las Vegas havde en monorail som vi købte dagsbillet til, der jævnligt kørte mellem en række af casinoerne langs ”the Strip”. Blandt de casinoer vi besøgte var the Las Vegas Hilton der havde Star Trek tema.

The Venetian havde et rigtig flot italiensk tema med replikaer af seværdigheder fra Venedig. Endvidere var deres shopping mall langs en kanal, og med et loft med malet himmel, og dagslyslamper, der gav indtrykket af at man gik rundt på en solrig dag, hvilket var meget mærkeligt når det nu var aften udenfor.

Wynn var en luxuriøst hotel, med et 7-etagers højt kunstigt bjerg med vandfald foran indgangen. Caesars Palace med sit imponerende romerske tema var også et højdepunkt. The Mirage havde en kunstig vulkan udenfor, der jævnligt spyede ild og vand i et.flot koreograferet show. Bellagio havde en kæmpe sø ude foran sin indgang, og hvert kvarter var det rammen for et imponerende show af lys og vandstråler perfekt koreograferet til et musikstykke der spilledes samtidig.

Ud over alt dette var vi også inde og skaffe to billetter til et show af Cirque de Soleil kaldet Ká, til den næste aften. Aftensmaden blev spist hos Thai Spice igen, da det var et roligt åndehul i en ellers pulserende storby, hvilket gav os chancen for at samle tankerne, og nyde den gode mad.

30/12: Bicknell - Bryce Canyon - Cedar City

Turen i dag gik til Bryce Canyon og vi tog afsted tidligt om morgnen. Vejen gik langs 3 nationalparker, så vi havde en flot udsigt under hele turen. Da vi ankom hen på formiddagen, startede vi med at forhøre os hos parkens Visitor Center, hvor vi fik at vide at parken havde fået en masse sne, og at mange stier var for sneet til, til at vi kunne gå langs dem, især hvis man som os ikke havde snesko. Vi planlagde derfor en forholdsvis kort rute ned i kløften, rundt i dalen og op igen.

Stien det første stykke havde fået en del sne, men det var til at gå der med vores vandresko. Undervejs så vi en masse af de flotte klippeformationer, der har gjort området berømt. Da vi nåede til dalen, prøvede vi at gå ned i bunden af den, men efter godt 1 km måtte vi give op, da vi sank i sneen til knæene, selv hvis vi prøvede at gå forsigtigt, så det eneste vi fik ud af det stykke var våde bukser. Vi gik derfor tilbage og op af kløften igen, for at komme tilbage til bilen og skifte til tørre sko og sokker. Resten af dagen gik med at se kløften fra en sti, der slangede sig langs med en del af kløften, samt at se kløften fra forskellige udsigtspunkter.

Derefter tog vi bilen et stykke af vejen til Las Vegas, nemlig til Cedar City, hvor vi fandt et motel for natten.