4/1: Hurricane - Zion National Park - Salt Lake City

Vi stod relativt tidligt op i dag, til en meget kold morgen med ca. 5 frostgrader og kraftig vind. Vi var så heldige at finde et motel i Hurricane, der havde en hæderlig morgenmad bestående af bl.a. morgencerealer, brød, vafler, kaffe og juice, så vi havde rig mulighed for at spise os mod til at begive os i ud i den bidende kulde.

Turen til Zion var ganske kort, så vi havde god tid til at udforske parken. Vi lagde ud med at besøge Visitor Centret, og planlægge en rute. Parken havde fået en del sne, så en del af parkens stier var lukkede for hikes, men vi var alligevel i stand til at lægge en tilfredsstillende plan for dagen. Vi lagde ud med at køre igennem det stejle bjegpas der lå i den sydøstlige del af parken. Her fik vi en forsmag på hvad der ventede os: Flotte bjerglandskaber og umuligt stejle, frodige klippesider der tronede over dalen nedenunder, som husede en klukkende bæk der skærer sig igennem den frodige dalside, der lå delvist begravet i sne i de mange områder der ikke fik direkte sollys om vinteren.

Derefter begav vi os ud på et hike op igennem en del af parken, på vejen forbi en klippesamling kaldet "Court of the Patriarchs". Stien var mange steder glat og iset, når den ikke var sneet til, så det var ikke nogen let tur, men vores arbejde blev næsten øjeblikkeligt belønnet idet vi kom bare lidt op fra dalen. Fantastiske natursyn omgav os på vores vej rundt i parken, og det var svært at tvinge sig selv til at kigge ned for at holde fodfæstet når man var omgivet af så meget naturskønhed nærmest overalt man gik. Da vi var nået næsten op på stiens højeste punkt, der tronede over dalen nedenunder men dog uden på noget tidspunkt at rage op over de omkringliggende bjerge, satte vi os og nød vores frokost mens vi tog så meget ind af de fantastiske omgivelser, som vi kunne.

Tilbagevejen foregik nedaf meget glatte stier, så vi havde travlt med at holde balancen indtil vi nåede dalbunden, hvilket var lidt ærgeligt, da man instinktivt havde lyst til at kigge op og nyde landskabet hele vejen. På tilbagevejen var vi også så heldige at komme meget tæt på en flok hjorte, der græssede på den anden side af en bæk. Det var fantastisk at kunne være så tæt på dem uden at de reagerede på vores tilstedeværelse.

Inden solen gik ned, tog vi en sidste tur i den nordligste del af parken. Stien her gik 1 mil ind mellem to stejle bjergsider. Her var der masser af is, især ned langs bjergkanten, eftersom smeltevand fra toppen af bjergene løb herned, for at fryse til is på vej ned af de kolde bjergkanter langs stien, der aldrig blev ramt af sollys. Dette førte til nogle særdeles flotte isfald, som vi beundrede, men det var også en meget kold tur, da luften var meget koldere i dette stykke, end i resten af dalen.

Tilbage i bilen drog vi afsted mod Salt Lake City. Det var en 300 mil lang tur, og eftersom vi havde tilbagt det meste af dagstimerne i Zion foregik den mest i mørke. Vi ankom derfor først til vores hostel i Salt Lake City lidt før midnat, trætte, kolde og ret udmattede. Det hostel vi havde fundet var koldt og ikke ligefrem velholdt, og manageren såvel som faciliteterne var ret uhumske, men vi var for trætte til at beklage os, og fandt hurtigt ind under et stort lag dyner, og sagde godnat.