18/1 - Sidste dag: Til Tucson & Anza-Borrego Desert State Park

Vores sidste rejsedag skulle også blive en af vores længste, idet vi skulle tilbagelægge over 400 mil for at komme fra San Diego til Tucson tids nok til at jeg kunne nå at komme med et fly kl. 9 næste morgen. Vi tog derfor afsted fra San Diego, med kun et skemalagt stop mellem San Diego og Tucson, værende Anza-Borrego State Park godt 100 mil øst for San Diego. Anza-Borrego er USA's største park udenfor Alaska, og er berømt for sine ørkenlandskaber, så hvilken bedre måde at afslutte turen på, end med en Road Trip dag igennem øde og imponerende ørkenlandskaber!

Turen til parken foregik meget smertefrit, og vi fandt hurtigt ud af, præcis hvorfor parken er så berømt. Det betagende ørkenlandskab kombineret med det høje solskin og de ca. 20 graders varme gjorde det til en perfekt oplevelse, der virkelig føltes som essensen af et road trip. Undervejs stoppede vi et sted i parken, for at gå lidt rundt i ørkenlandskabet, og se lidt nærmere på bakkerne og floraen i området. Den behagelige temperatur og det bløde sand på stierne var med til at give en følelsen af at have alle fornøjelserne af at være på ørkenvandring, men uden de kvælende høje temperaturer.

Efter at have fået vores nysgerrighed styret og vores krop godt branket af den nådesløse middagssol, kørte vi videre, og tog stort set resten af strækningen til Tucson i et hug.

Da vi nåede frem til Tucson insisterede jeg på, at vi spiste vores sidste aftensmad ude, på en amerikansk restaurantkæde, som jeg havde prøvet i december og derfor vidste havde en hyggelig atmosfære, god amerikansk mad og en fantastisk apple pie! Efter at have proppet os med, hvad der i mine øjne var noget af det bedste fra det amerikanske køkken: Burgere, Brownies og Apple Pie, trillede vi til et motel i nærheden af min gamle lejlighed og universitetet, hvor vi kunne overnatte for en billig sum penge.

Her pakkede vi lidt om i bagagen, og skilte os af med, hvad vi ikke ville tage med os tilbage til Danmark. Lailas fly gik først 2 dage efter mit, så hun regnede med at tage rundt og se lidt af Tucson og Phoenix inden hun tog tilbage, men jeg skulle afsted næste morgen. Pakningen trak lidt ud, for jeg må indrømme at det var svært at acceptere at mit amerikanske eventyr var slut for denne gang, men da jeg næste morgen stod i lufthavnen, på vej hjemad, kunne jeg mærke at det ikke ville være sidste gang jeg ville sætte min fod på amerikansk jord, og idet det transatlantiske fly lettede fra lufthavnen blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke havde fået nok af USA, og aflagde et stille løfte om at jeg ville komme tilbage til dette vidunderlige, extravagante, smukke, forfærdelige og eventyrlige land.

17/1 - San Diego

Efter at have spist morgenmad og pakket, kørte vi videre mod San Diego, men inden da besøgte vi lige LAX, før vi forlod LA helt. Den karakteristiske bygning udenfor terminalerne ved LAX var imidlertid under vedligeholdelse, så den var ikke så pæn som vi havde håbet, men vi fik da dannet os et godt indtryk af lufthavnen, før vi tog videre. Det var lidt mærkeligt at stå i en lufthavn uden formål, når man var omgivet af folk der alle havde et mål med at være her, og hvis tanker oftest var et helt andet sted. Det fik også os til at tænke på, at vores rejse var ved at være slut, og at næste gang vi ville sætte fod i en lufthavn, ville det være fordi det amerikanske eventyr var ved at være slut for en af os.

Vi efterlod de triste tanker i lufthavnen, og kørte mod San Diego, der ligger godt 200 km syd for LA. Ruten går langs kysten hele vejen, så vi havde en fantastisk udsigt hele vejen. Omkring middag var vi næsten ved at være i San Diego, men kunne mærke, at vi var ved at blive sultne, så vi kørte til en fin lille strand lidt fra hovedvejen. Her spiste vi så vores frokost, men vi betragtede en stor gruppe surfere træne med de beskedne stillehavsbølger der hærgede denne del af kysten.

Derefter kørte vi det sidste stykke ind i San Diego, og indlogerede os på et hostel der lå midt inde i downtown, i San Diegos hotteste område: Krydset mellem Market St. og Fifth Ave. Alting var i gåafstand fra vores hostel, så vi efterlod bilen i et parkeringshus, og gik på opdagelse i byen. San Diego er en rigtig hyggelig by, med meget fine og sympatiske butikker og gader i en meget specifik behagelig stil, så vi nød bare at gå rundt og nyde atmosfæren i byen i løbet af eftermiddagen. Vi var blandt andet ude ved San Diegos enorme Convention Center, og ved et sæt koreograferede springvand, som sprang regelmæssigt, men som vi selvfølgelig aldrig kunne få til at springe, når vi brugte selvudløser.

Om aftenen vågnede byen for alvor op. Efterhånden som det blev lørdag aften, blev gaderne nemlig fyldt af de unge og smarte i festhumør, og hele det downtown distrikt kaldet Gaslamp Quarter kom til live med lys og lyd. Laila og jeg var imidlertid ikke meget for så meget aktivitet, så vi tog i stedet en lille aftentur langs nogle af de mere stille gader, mens vi reflekterede over dagens oplevelser og nød aftenhimlen. Laila fandt også frem til et Frozen Yoghurt sted, for at give mig chancen for at prøve rigtig frozen yoghurt, før jeg tog fra landet igen, og jeg må indrømme det smagte rigtig godt!

15/1-16/1: Los Angeles

Efter at have kørt hele formiddagen, ankom vi til vores hostel i LA omkring kl. 13. Hostellet viste sig at ligge i Santa Monica, der er berømt for sine strande og sit havneområde, og temperaturen da vi ankom var over 25°C, så vi besluttede os for at bruge den første eftermiddag på at nyde det gode vejr ved at tage til stranden – og ikke hvilken som helst strand – næh nej, vi ville på Venice Beach: Berømt for sin strandpromenade, og for at være befolket med muskelbundter og babes hotte nok til at give hvem som helst mindreværdskomplekser, men også for at huse det meget alternative Venice Boardwalk, der er et sammensurium af shops, street performers og livsnydere i alle afskygninger.

Vi skiftede til badetøj på hostellet, og kørte derefter til stranden, der var overraskende tyndtbefolket i det gode vejr, hvis man ikke tænkte årstiden og på at klokken var 14 på en hverdag. I hvert fald var det nemt at finde en plads med masser af albuerum, så vi kunne nyde strandlivet. Det blev også til en kort dukkert, men eftersom vandet trods alt stadig havde januar-temperatur (10-11 grader), blev det ikke til meget mere. I stedet besluttede vi os for at soppe lidt langs stranden, og vise vores danske tan frem, mens vi udforskede strandpromenaden og Venice Boardwalk.

Derefter tog vi tilbage til hostellet et smut, men så fik vi pludselig ideen, at vi da kunne se på solnedgangen og spise aftensmad på Santa Monica Pier, og afslutte med at dele den flaske hvidvin vi havde erhvervet os et par dage forinden. Af uransagelige årsager fik vi begge helt vildt lyst til Domino's pizza, og vi følte vi var i god tid, så vi besluttede os for at pakke hvidvinen og gå ned til nærmeste Domino's og derfra videre til Santa Monica Pier, hvor vi ville spise vores Pizza, og skylle den ned med vin. Det tog desværre lidt længere tid at nå derned end først antaget, så selvom vi skyndte os så meget vi kunne, nåede vi ikke at se solen synke i havet. Dette var dog ikke det helt store tab, eftersom vi allerede havde set solen gå ned i Stillehavet et par gange på det tidspunkt, og vi nåede det tidsnok til at nyde den gyldenorange og højrøde himmel der fulgte efter. Efter at have spist, gik vi lidt rundt om Santa Monica Pier, men eftersom de store forlystelser, såsom et stort Pariserhjul med nærmest hypnotiserende lysshows på siderne, ikke var åbne den aften, begyndte vi så småt at begive os på vej tilbage til hostellet. Men efter at have gået i godt fem kvarter havde vi stadig ikke fundet det, hvilket vi syntes var ret mærkeligt da det kun tog os 45 minutter at nå derud. Efterhånden begyndte vi at indse, at vi måtte have passeret lige forbi stedet, og ikke lagt mærke til det fordi vi havde været for fordybet i snak – Lidt pinligt og meget irriterende. Heldigvis kunne vi begge grine lidt af det, så turen tilbage var ikke så slem igen.

Næste morgen havde vi besluttet os for at gå på sightseeing rundt i LA, hvilket betød at vores første stop blev Beverly Hills. Den del af Beverly Hills vi så levede fuldt op til det image man får af tv-serien af samme navn. Stort set alle huse i nabolaget indikerede at her bor den øvre middelklasse. Alle husene var store med meget velholdt have, med nyslået og nyvandet græs der lignede at det blev studset dagligt med en negleklippersaks, samt eksotiske planter og havedekorationer der fik en til at føle at man bevægede sig rundt fra middelhavet til sydamerika til asien og tilbage til USA.

Efter at have gået lidt rundt her, besluttede vi os for at prøve at finde op til det berømte Hollywood skilt. Det viste sig dog at være lettere sagt end gjort, og da selv vores GPS måtte give op, måtte vi nøjes med at køre i en 2 mils radius rundt om. Inden vi kastede os ud i selve Hollywood, tog vi dog ud til byen grønne åndehul: Griffith Park, hvor vi spiste vores medbragte mad.

Da vi nåede ind til Hollywood var klokken kun 14, så der var ikke så meget lys og liv i gaderne endnu, hvilket passede os ganske fint, da det gav os en bedre mulighed for at opleve byens berømte hovedgade: Walk of Fame, med sine mange biografer og butikker og de karakteristiske stjerner på gaden. På gaden var der også udklædte børnetegnefilmsfigurer og superhelte – ret mærkeligt!

Vi lagde også vejen forbi Chinese Theater, hvor en række stjerner havde sat deres fod og/eller håndaftryk i fliserne.

Endestationen for dagens tur i LA var selvfølgelig downtown, hvor vi lagde ud med at få os et overblik over byen ved at opsøge byens City Hall, der er over 30 etager høj, med en udsigtsetage på en af de øverste etager. Sikkerheden på stedet var dog ret høj, så vi endte med at blive nødt til at gå derop hver for sig, men udsigten deroppefra var nu fantastisk, især eftersom det lige passede med, at solen var ved at gå ned over byen, da vi var deroppe. Fra udsigtsetagen kunne man se by så langt øjet rækkede i alle retninger, hvilket gav indtrykket at LA var den suverænt største af de byen vi havde besøgt.

Derefter gik vi lidt rundt omkring i downtown, og var efterhånden ved at være klar til at vende snuden hjemad, efter vi havde set en sidste ting: Walt Disney Theatre, LA's koncerthus.

På vejen dertil kom vi dog forbi LA's operahus, hvor vi lagde mærke til at de opførte Mozart's 'Tryllefløjten' på denne aften. Billetterne så dog ud til at være ret dyre, men for sjov tænkte vi at vi da i det mindste lige kunne undersøge muligheden. Men da vi kom til skranken, og forklarede at vi var studerende, fik vi tilbudt nogle af de bedste pladser i salen for blot en brøkdel af billetprisen, og så var det pludseligt meget svært at sige nej. Så det endte med at vi tilbragte resten af aftenen i selskab men en stor del af LA's finere folk til tonerne af en klassisk opera. Laila havde set den og opført den før, så kendte historien godt, men for mig var det noget helt nyt, og jeg var tryllebundet alle de 3 timer forestillingen varede. Da forestillingen var færdig, var det blevet ret sent, så efter lige at kigge et smut forbi Walt Disney Theatre (der var ret lukket og slukket på det tidspunkt) gik vi tilbage til bilen og kørte tilbage til hostellet.

13/1-14/1: Yosemite National Park

Vi tog afsted fra Mary og Toms hus tidligt næste morgen, for at kunne nå ud til Yosemite inden det blev for sent på eftermiddagen. Inden vi forlod Berkeley tog vi dog lige et smut ud på det berømte Berkeley University Campus, for at snuse lidt til stemningen der. Berkeley University er rigtig flot, med masser af natur der omgiver dets fakultetsbygninger.

For at komme til Yosemite skulle vi væk fra kysten og godt 250 mil ind i landet. Yosemite National Park er en kæmpe park der ligger i en bjergkæde, der ligger forholdsvist højt oppe (2000-3000m), så parken havde fået en masse sne mange steder. Da vi ankom til parken sidst på eftermiddagen kørte vi derfor direkte til Visitors Centret, for at høre hvilke hiking trails og aktiviteter der kunne anbefales. Vi blev dog ikke færdige derinde før kl. lidt i 5, så der var kun tid til en lille gåtur ud til et udkigssted hvorfra man kunne få en forsmag på det fantastisk smukke vandfald: Yosemite Falls. Vandfaldet er så højt, så vandet synes at forstøve og krystallisere inden det rammer bunden, som udgøres af en kæmpe sne/isdrive. Vores korte tur førte os kun hen et stykke nedenfor foden af vandfaldet, så vi havde ikke det bedste udsyn, men vi var enige om, at vi ville se mere, så vi besluttede os for at gå op til vandfaldets top næste dag.

Derefter kørte vi til et lille hostel lidt udenfor parken, hvor vi havde tænkt os at overnatte. Det tog dog desværre næsten en time at finde stedet, da det ikke var så godt skiltet, og vi derfor missede det i mørket. Efter at have spist lidt aftensmad tog vi en lille gåtur ud for at se på stjernehimlen, eftersom vi var så langt fra alle store byer, så vi tænkte at lysforureningen ville være minimal. Det var den ganske vist også, men desværre stod månen op lidt før vi gik ud, hvilket gjorde det lidt for lyst til at vi kunne se særligt mange stjerner. Som ved alle de andre aftener, hvor vi havde kigget på stjerner, gik der lidt sport i at holde udkig efter satellitter, men heller ikke denne aften kunne vi finde nogen. Til gengæld var det en fantastisk aften for stjerneskud, så jeg nåede at se 4 og Laila 2 før kulden sendte os indenfor i varmen og under dynen.

Næste morgen stod vi tidligt op, for at kunne nå afsted tids nok til at nå med en gruppe, der tog på sneskotur med en Ranger guide. Vi var dog lidt sent på den, da vi nåede frem, men det var heldigvis ikke det store problem, da turen startede med lidt introduktion til snesko og deres historie. Passet vi gik rundt i hed Badgers Pass, der er Californiens ældste og mest populære skisportssted. Da vi gik der, lå der faldet 3 fod sne (ca. 1 meter), så selvom det var blevet komprimeret af sin egen vægt, var det stadig alt for meget til at man kunne gå der uden snesko.

Turen gik rundt om et lille pas, imens rangeren forklarede os om dyre- og plantelivet i Yosemite om vinteren, vejrforholdene og mængden af nedbør i Yosemite, samt hvorfor sneen har sine forskellige farver: hvid, gul og blå. Mens han forklarede om dyrelivet i Yosemite hev han masser af udstoppede dyr frem fra alle mulige lommer, hvilket var ret creepy, men underholdende. Han fortalte også, at Yosemite er kilden til langt størstedelen af Californiens vandforbrug, eftersom den mængde sne der falder i parken og de omkringliggende bjerge er så lang tid om at smelte, at de udgør et konstant reservoir af vand, der kan holde Californiens blomstrende landbrug og millionbyer fra tørken.

Rangeren der viste os rundt var generelt lidt af en spøgefugl, så selvom der var lige lovligt meget snak på turen, var det en rigtig god tur, selvom jeg mistænker at det var ham, der gav Laila den idé at skubbe til mig, lige som vi poserede for et billede, så jeg faldt så lang jeg var, lige som billedet blev taget! Jeg fik dog taget en lille, iskold hævn på hende lidt senere, for lige at få lidt balance i regnskabet igen.

Da vi var færdige med turen var klokken lidt over middag, så vi besluttede os for at finde et frokoststed, hvorefter vi ville køre til trailheadet for turen op af Yosemite Falls. Vi fandt os et rigtig flot sted med udkig over dalen, hvorfra vi kunne nyde noget af det smukkeste landskab vi havde set på hele turen, hvilket ikke siger så lidt.

Turen op til Yosemite Falls var lang og hård. I starten fordi stien gik meget stejlt opaf, hvilket gjorde at man blev nødt til at tage turen i et meget stille tempo, for ikke at brænde ud hurtigt. Efterhånden som vi kom længere op af bjergsiden begyndte det at blive koldere, og der kom flere og flere snedriver, hvilket var med til at sænke farten på det lidt fladere stykke, eftersom sneen nogle gange var iset eller ikke trådt nok ned til at man kunne få et sikkert fodfæste. Men efter megen møje og besvær kunne vi høste vores belønning: Endelig fik vi vandfaldet at se fra sin smukkeste side: I modlys fra ganske kort afstand. Her så vi hele to regnbuer, og kunne for alvor nyde fænomenet, der fik vandfaldet til at blive til et sne/isfald inden vandet nåede bunden. Efter at have klatret i nogen tid længere opad, nåede vi til toppen af vandfaldet, hvor vi blev belønnet et fantastisk udsyn over dalen under os samt af de mange små vandfald der ledte vandet hen til kanten af det store vandfald vi så på vej op.

Der var dog ikke så meget tid til at nyde udsigten, for klokken var ved at blive mange, og vi skulle helst nå ned at bjerget inden det blev for mørkt. Det nåede vi dog ikke helt. Vi nåede kun ca. ned til vi var 1 mil fra bunden af dalen, før det blev for mørkt til at kunne navigere sikkert uden en anden lyskilde. Heldigvis havde vi en lygte med, men lyset i den var ret svagt, så det var ikke nemt at navigere ned af den stejle bjergsti, mens vi forbandede at vi ikke havde vendt om noget før, så vi kunne undgå den farlige situation. På vejen ned af bjerget så vi dog en satelit på himlen, hvilket løftede humøret en smule. Vi gik meget forsigtigt ned det sidste stykke af bjerget, og det lykkedes os at komme ned uden væsentlige skrammer, men vi var ret forskrækkede.

Resten af aftenen brugte vi på at køre et stykke af vejen sydpå mod vores næste destination, indtil vi fandt et motel på vejen, hvor vi overnattede.

11/1-12/1: San Francisco

I dag var en søndag, så jeg havde besluttet mig for at vi skulle have morgenbrød. Derfor startede jeg den morgen med at troske ned til den nærmeste bager. Det viste sig at være et mexikansk bageri, så jeg købte lidt mexikansk bagværk, samt noget lidt mere ordinært. Morgenbrød med en gang sort te viste sig at være et hit for os begge to, så vi fik en rigtig god start på dagen. Det mexikanske brød viste sig endda at være så godt, så vi tog forbi der igen, for at købe ind til frokost senere.

Vi havde aftalt at mødes med Mary og Tom i San Francisco om aftenen den dag, så vi havde lidt tid til at opleve noget, før vi tog derned. Vi besluttede os derfor for at tage på opdagelse i det californiske vinland, for at prøve lidt vinsmagning og måske købe en flaske som værstgave samt måske en til os selv. Californien har nogle meget prominente vindistrikter, som vi valgte at køre igennem, og undervejs kiggede vi ind ved et par af de steder der tilbød vinsmagning. Californiske vine har ofte en meget kraftig smag, så vores smagsløg kunne ikke rigtig klare meget mere end en 5-7 vine hvert sted, men vi fik da dannet os et godt indtryk af hvad der kendetegnede Californisk vin, og endte da også med at købe en fyldig rødvin til gave og en ret sød hvid dessertvin, som vi tænkte vi kunne nyde på stranden engang senere på rejsen.

I løbet af de sidste par dages rejse havde vi bemærket, at temperaturen var steget efterhånden som vi havde bevæget os ned gennem Californien, og efterhånden som vi nærmede os San Francisco nærmede termometret sig 20°C – meget sommerligt. Årsagen var at det sydlige Californien i løbet af den næste uge ville opleve den varmeste vinteruge nogensinde – med temperaturer mellem 20 og 30°C. Perfekt timing for os, eftersom vi havde frygtet at temperaturerne ved kysten ikke ville komme meget over frysepunktet.

Vi ankom til San Francisco ved aftenstid, og tog direkte ud til Mary og Toms hus. Mary og Tom var et ældre ægtepar, der havde boet i i bakkerne i Berkeley, meget tæt på San Francisco, i de sidste mange år. Vi var inviteret til aftensmad hos dem, og efter vi havde spist snakkede vi om lidt af hvert før vi diskuterede vores besøg i San Francisco. Laila og jeg lagde derefter vores rejseplaner for vores ene hele dag i San Francisco, og blev enige om at gå tidligt i seng, for at kunne stå tidligt op næste morgen.

Næste morgen stod vi op til den mest fantastiske udsigt over Berkeley og San Francisco, med sin flotte bugt, der krydses af den berømte Golden Gate bridge. Mary og Toms hus lå nemlig højt nok oppe i bakkerne til at give denne fantastiske udsigt. Efter at hurtigt at have spist vores morgenmad og pakket en rejsetaske, tog vi afsted i bilen ind til den lokale metrostation, hvor vi havde tænkt os at parkere, hvorefter vi ville tage med offentlig transport resten af vejen, eftersom den offentlige transport i og omkring San Francisco er meget omfattende.

Vi lagde ud med at tage Metroen ind til halvøen, som San Francisco ligger på. Herfra gik vi rundt mellem de enorme skyskrabere downtown nordpå mod det mere bakkede nordside af byen. I den forbindelse passerede vi den berømte bydel Chinatown, som dog var ret død kl. 9.30 om morgnen.

Derefter var vi oppe på Telegraph Hill, en høj bakke der gav godt overblik over byens udstrækning og geografi, men også en fantastisk udsigt over bugten. På vej ned fra bakken, drog vi mod den nordvestlige havneside i bugten, kaldet Fishermans Wharf, der var sprængfyldt med energi og bevægelse, flotte butikker og extravagante bådture. Efter at have gået rundt her lidt, besluttede vi os for at opsøge en vej i San Francisco, der er berømt for efter sigende at være en af de mest snoede veje i verden.

Da vi så vejen, var det med det samme indlysende hvorfor vejen var så snoet. Hældningen på vejen var så skrap, at der i stedet for et fortov var en trappe, og en konstant zig-zaggen var nødvendig for at holde en bare nogenlunde hældning så det blev muligt at køre ned af den.

Næste stop var Golden Gate Bridge, som vi kørte til via bus. Broen, som forbinder San Francisco med den nordlige bred af San Francisco Bay er på alle måder et fascinerende bygningsværk i en strålende farve, døbt ”International Orange” i sandhed er byens stolthed. Den ene side af broen er åben for cyklister og fodgængere, så vi kunne gå op på broen og få et fantastisk udsyn over San Francisco og San Francisco Bay, samt det berygtede fængsel Alcatraz.

Efter at have gået på broen i nogen tid, fangede vi en bus sydpå, til Golden Gate Park, der fungerer som byens kulturelle og botaniske åndehul. Vi gik igennem en stor del af parken, og så på nogle af dens seværdigheder, i søgen efter et godt sted at spise frokost. Vi havde oprindeligt tænkt på at spise den i en af de mange botaniske haver i parken, og efter lidt søgen fandt vi endelig en passende park, som man måtte spise sin medbragte mad i, og som var tilpas hyggelig.

Derefter gik vi ned mod byens centrum, for endnu engang at beundre de mange imponerende bygningsværker på vejen, heriblandt de meget imponerende offentlige bygninger og museer. Undervejs bemærkede vi, at størstedelen af byen faktisk var meget bakket, meget mere end nogen anden vi havde set, hvilket gjorde det ret hårdt at gå længere strækninger.

I de sidste eftermiddagstimer udforskede vi Japan Center, den Japansk-Amerikanske bydel i San Francisco, og da det blev mørkt begav vi os mod Broadway, for at se de mange lys danse, for derefter at begive os mod Chinatown igen, der var helt forandret, og fyldt med liv ud på aftenen. Vi spiste aftensmaden på en asiatisk restaurant, hvilket også gav os en mulighed for at hvile vores ben, der efterhånden var godt trætte.

Vi sluttede af med at tage tilbage til metrostationen med Cable Car, og nød at vi for en gangs skyld kunne nyde gadelivet uden at gå rundt på vores ben. Da vi kom tilbage til vores bil efter at have taget metroen ventede der os dog en ubehagelig overraskelse: En parkeringsbøde, grundet at vi havde parkeret i et forkert område. Det var sure 40$ at måtte betale, men alt i alt havde vi jo en god dag, så det var ikke svært at holde humøret oppe da vi kom tilbage til lejligheden. Vi var dog så trætte, så vi gik i seng, kort tid efter.

10/1 - Langs den Nordcaliforniske kyst

Denne dag var en rejsedag, hvor vi rejse ned langs den californiske kyst, på vej ned mod San Francisco, hvor vi havde en aftale med et ægtepar: Mary og Tom, der er venner af Lailas familie om, at vi måtte overnatte hos dem i et par dage. Vi havde lagt dagens rute således, at vi langsomt bevægede os ned af den fantastisk flotte kyststrækning mellem Fort Bragg og Bodega Bay. Undervejs stoppede vi et par gange for at nyde havudsigten, men eftersom vi på det meste af køreturen havde den luksus at have udsigt over havet, blev det ikke til så mange stop på vejen. Ud på eftermiddagen fandt vi dog en lille by, som vi valgte at udforske lidt. Byen var berømt for sin togbane, kaldet ”Skunk Train”, men den var lukket da vi nåede frem, så vi gik os i stedet en lille tur rundt i byens hovedgader. Det var en stille og rolig by, og det var tydeligt at der var mest liv her i turistsæsonen, der ikke startede før til marts. Inden vi begav os videre, fandt vi dog en lille isbutik, der lavede hjemmelavede is. Mums!

Resten af turen den dag foregik i stille og roligt tempo, mens vi nød udsigten. Ved solnedgang nåede vi ud på en pynt, og havde udsigt over de flotte farver der spændte sig ud over havet. Der var dog ikke så mange skyer på himlen, så den varede ikke så længe. Til gengæld stod månen næsten op samtidig med at solen gik ned, så vi fik både en solnedgang og en måneopgang at se den aften. Derefter var det ved at være for mørkt til at man kunne nyde udsigten langs kysten, så vi drog lidt ind i landet, for at finde et godt sted at overnatte. Vi endte på et nydeligt lille motel i byen Clovertide, hvor vi tilbragte natten.

8/1-9/1 - Redwood National Forest, Californien

De næste 2 dage havde vi sat af til at udforske Redwood National Park, der ligger langs kysten i det nordlige Californien. Parken er berømte for sine enorme Redwood træer, der kan blive over 100 m høje og leve i flere tusinde år.

Den første halvdel af første dag brugte vi på at køre til selve parken. Vi havde ikke så meget information om, hvor det ville være godt at hike, så vi besluttede os for at køre mod visitors centret omkring halvvejs inde i parken. Undervejs dertil stoppede vi ved nogle få trails, for at få strukket benene lidt, og få en forsmag på det fantastiske stykke natur, vi ville opleve de næste par dage. Vi gik langs et botanical trail, der var rig på eksotiske blomster, der kun trives i parken, og senere gik vi langs en af de mange floder, der gennemskærer parken. På turen lod vi mærke til at parkens træer stod meget tæt, og holdt så godt på fugtigheden, så det lidt føltes som at gå igennem en regnskov, hvilket yderligere understregede at vi var i et komplet anderledes landskab end på noget tidspunkt før på vores tur.

I visitors centret blev vi udstyret med kort og vejledning, og fandt et flot trail, der førte ind igennem et skovområde, og endte med en tur langs kysten tilbage til bilen. Undervejs til trailheadet stoppede vi ved kysten, for at spise vores frokost, mens vi kiggede ud over det store hav. Det var første gang jeg havde set et hav siden jeg kom til USA, og også første gang jeg har set et hav uden noget som helst i horisonten, så langt øjet kunne se, så jeg nød min udsigt over Stillehavet mens vi spejdede efter hvaler i horisonten, eftersom der var gode chancer for at se dem når de migrerer sydpå i december og januar. Vi så dog desværre ikke nogen.

Da vi endelig nåede frem til trailheadet, var klokken lidt over 3, så vi vidste godt, at vi kun havde omkring 3 timers lys tilbage, men eftersom kortet vi havde ikke var særlig detaljeret, var det svært at bedømme afstande, så vi lagde en rute, der tillod os at vende tilbage, hvis det tog for lang tid at gå ruten. Turen den eftermiddag var fantastisk! Efter at vi havde begivet os ind i skoven blev træerne højere og højere, indtil man ikke længere kunne se toppen. De enorme træer tronede majestætisk over stierne, og det fugtige klima og bløde skovbund, gav virkelig følelsen af at gå af utrådte stier på opdagelse i en utrolig regnskov. Det var svært ikke at stoppe op hele tiden for at beundre naturen omkring os, men eftersom stien var meget utydelig og tilgroet blev man nødt til at holde sig koncentreret på skovbunden for ikke at falde.

Efter at have gået i 2 timer var vi endnu ikke nået til kysten, og var begyndt at blive lidt bekymrede for, om vores tidsplan ville holde, men så nåede vi til en sektion der var spærret fordi den var for farlig at begive sig ud på – det kunne de godt have sagt på visitors centret, tænkte vi, mens vi modvilligt begav os tilbage af et loop, der førte os ud på en asfalteret vej, som vi kunne følge tilbage til bilen. Da vi endelig nåede tilbage til bilen var det allerede blevet godt mørkt, så vi besluttede os for at lede efter et motel med det samme, for natten. Motellerne omkring parken viste sig imidlertid at være meget dyrere end hvad vi havde oplevet før, så vi besluttede os for at køre en time sydpå væk fra parken til Eureka, hvor den næste gruppe moteller lå, som vi tænkte ville være markant billigere. Efter at have undersøgt markedet i den by måtte vi dog erkende at priserne i Californien bare generelt var markant højrere, og endte med at vælge et motel der var omtrent lige så dyrt som dem der lå lige op af parken. Totalt spild af tid!

Næste morgen tog vi ud mod det sydligste område af parken, hvor nogle af parkens største træer skulle befinde sig. Vi havde planlagt en rute der ville føre os dertil og tilbage igen via et 15-20 mils hike (24-32 km) – noget af en mundfuld, men vi havde hele dagen, og følte vi havde gode ben, så vi begav os afsted på ruten om formiddagen. Efter at have gået 40 min, nåede vi til et sted, hvor vi skulle krydse en bro over en flod, for at kunne fortsætte langs ruten, men broen var der ikke! Vi fandt senere ud af, at to steder på ruten havde broer, der kun var på deres plads om sommeren – noget vi gerne ville have vidst før vi begav os afsted!

Vi endte med at opgive at finde vej gennem den tætte underskov, og i stedet gå tilbage til bilen og planlægge en ny rute. Den nye rute ville også føre os området med de højeste træer, men det var ikke et loop trail. Til gengæld var de første 6 mil af ruten på en meget tydelig grusvej, som vi let ville kunne gå tilbage af, selvom det var mørkt, hvilket gav os mere tid ved vores destination. Men det ville stadig blive en 15 mils gåtur i alt frem og tilbage, så vi skyndte os at drage afsted, omkring middag.

Efter 2,5 timers rask gåtur nåede vi vores destination, og brugte resten af eftermiddagen på at beundre de majestætiske kæmper og naturen der. Det var helt umuligt at forsøge at fange de store kæmper på kameraet, så vores billeder herfra gør ikke parken retfærdighed.

Da vi endelig valgte at gå tilbage til bilen, var det allerede ved at være ret sent, så vi måtte gå det sidste stykke vej i månelyset, der heldigvis var tilstrækkeligt til at gøre turen mindre skræmmende.

Tilbage i bilen, valgte vi – klog af skade – at tage det første og bedste motel, vi kunne finde omkring parken, eftersom vi begge var meget trætte ovenpå den lange gåtur.

Aftenen tilbragte vi med en god film, hvorefter vi planlagde den næste dag.