Vi skiftede til badetøj på hostellet, og kørte derefter til stranden, der var overraskende tyndtbefolket i det gode vejr, hvis man ikke tænkte årstiden og på at klokken var 14 på en hverdag. I hvert fald var det nemt at finde en plads med masser af albuerum, så vi kunne nyde strandlivet. Det blev også til en kort dukkert, men eftersom vandet trods alt stadig havde januar-temperatur (10-11 grader), blev det ikke til meget mere. I stedet besluttede vi os for at soppe lidt langs stranden, og vise vores danske tan frem, mens vi udforskede strandpromenaden og Venice Boardwalk.
Derefter tog vi tilbage til hostellet et smut, men så fik vi pludselig ideen, at vi da kunne se på solnedgangen og spise aftensmad på Santa Monica Pier, og afslutte med at dele den flaske hvidvin vi havde erhvervet os et par dage forinden. Af uransagelige årsager fik vi begge helt vildt lyst til Domino's pizza, og vi følte vi var i god tid, så vi besluttede os for at pakke hvidvinen og gå ned til nærmeste Domino's og derfra videre til Santa Monica Pier, hvor vi ville spise vores Pizza, og skylle den ned med vin. Det tog desværre lidt længere tid at nå derned end først antaget, så selvom vi skyndte os så meget vi kunne, nåede vi ikke at se solen synke i havet. Dette var dog ikke det helt store tab, eftersom vi allerede havde set solen gå ned i Stillehavet et par gange på det tidspunkt, og vi nåede det tidsnok til at nyde den gyldenorange og højrøde himmel der fulgte efter. Efter at have spist, gik vi lidt rundt om Santa Monica Pier, men eftersom de store forlystelser, såsom et stort Pariserhjul med nærmest hypnotiserende lysshows på siderne, ikke var åbne den aften, begyndte vi så småt at begive os på vej tilbage til hostellet. Men efter at have gået i godt fem kvarter havde vi stadig ikke fundet det, hvilket vi syntes var ret mærkeligt da det kun tog os 45 minutter at nå derud. Efterhånden begyndte vi at indse, at vi måtte have passeret lige forbi stedet, og ikke lagt mærke til det fordi vi havde været for fordybet i snak – Lidt pinligt og meget irriterende. Heldigvis kunne vi begge grine lidt af det, så turen tilbage var ikke så slem igen.
Næste morgen havde vi besluttet os for at gå på sightseeing rundt i LA, hvilket betød at vores første stop blev Beverly Hills. Den del af Beverly Hills vi så levede fuldt op til det image man får af tv-serien af samme navn. Stort set alle huse i nabolaget indikerede at her bor den øvre middelklasse. Alle husene var store med meget velholdt have, med nyslået og nyvandet græs der lignede at det blev studset dagligt med en negleklippersaks, samt eksotiske planter og havedekorationer der fik en til at føle at man bevægede sig rundt fra middelhavet til sydamerika til asien og tilbage til USA.
Efter at have gået lidt rundt her, besluttede vi os for at prøve at finde op til det berømte Hollywood skilt. Det viste sig dog at være lettere sagt end gjort, og da selv vores GPS måtte give op, måtte vi nøjes med at køre i en 2 mils radius rundt om. Inden vi kastede os ud i selve Hollywood, tog vi dog ud til byen grønne åndehul: Griffith Park, hvor vi spiste vores medbragte mad.
Da vi nåede ind til Hollywood var klokken kun 14, så der var ikke så meget lys og liv i gaderne endnu, hvilket passede os ganske fint, da det gav os en bedre mulighed for at opleve byens berømte hovedgade: Walk of Fame, med sine mange biografer og butikker og de karakteristiske stjerner på gaden. På gaden var der også udklædte børnetegnefilmsfigurer og superhelte – ret mærkeligt!
Vi lagde også vejen forbi Chinese Theater, hvor en række stjerner havde sat deres fod og/eller håndaftryk i fliserne.
Endestationen for dagens tur i LA var selvfølgelig downtown, hvor vi lagde ud med at få os et overblik over byen ved at opsøge byens City Hall, der er over 30 etager høj, med en udsigtsetage på en af de øverste etager. Sikkerheden på stedet var dog ret høj, så vi endte med at blive nødt til at gå derop hver for sig, men udsigten deroppefra var nu fantastisk, især eftersom det lige passede med, at solen var ved at gå ned over byen, da vi var deroppe. Fra udsigtsetagen kunne man se by så langt øjet rækkede i alle retninger, hvilket gav indtrykket at LA var den suverænt største af de byen vi havde besøgt.
Derefter gik vi lidt rundt omkring i downtown, og var efterhånden ved at være klar til at vende snuden hjemad, efter vi havde set en sidste ting: Walt Disney Theatre, LA's koncerthus.
På vejen dertil kom vi dog forbi LA's operahus, hvor vi lagde mærke til at de opførte Mozart's 'Tryllefløjten' på denne aften. Billetterne så dog ud til at være ret dyre, men for sjov tænkte vi at vi da i det mindste lige kunne undersøge muligheden. Men da vi kom til skranken, og forklarede at vi var studerende, fik vi tilbudt nogle af de bedste pladser i salen for blot en brøkdel af billetprisen, og så var det pludseligt meget svært at sige nej. Så det endte med at vi tilbragte resten af aftenen i selskab men en stor del af LA's finere folk til tonerne af en klassisk opera. Laila havde set den og opført den før, så kendte historien godt, men for mig var det noget helt nyt, og jeg var tryllebundet alle de 3 timer forestillingen varede. Da forestillingen var færdig, var det blevet ret sent, så efter lige at kigge et smut forbi Walt Disney Theatre (der var ret lukket og slukket på det tidspunkt) gik vi tilbage til bilen og kørte tilbage til hostellet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar