I søndags tog jeg med Alexis i biografen. Ideen opstod ret spontant søndag aften, så vi blev nødt til at fange en aftenforestilling. Busserne herovre kørte imidlertid ikke rigtig efter kl. 6 om aftenen, og Alexis havde stadig ikke nogen cykel, så vi besluttede os for at gå derud, eftersom biografen ”kun” var godt 35 minutters gåtur væk, og vi kunne gå det meste af vejen langs en stor vej, som vi derfor mente måtte have belysning om aftenen.
På vejen derud viste det sig imidlertid ret hurtigt, at denne her vej ikke helt var beregnet til at fodgængere skulle gå der. Der var ikke rigtig noget fortov, vejbelysningen lyste ikke meget andet end vejen op, og trafikken var lidt ubehagelig. Endnu værre blev det, da vi var nået godt halvvejs. Lige som vi passerede en tankstation kom en hvid, karseklippet ung mand halsende tværs over vejen med kurs direkte mod os! Han hilste på os, og spurgte pænt om ikke vi kunne købe ham nogle øl; Det skal lige siges, at hvis vi internationale studerende bliver taget i at købe spiritus til mindreårige (under 21), bliver vi sendt hjem med det samme, så vi måtte venligt men bestemt afslå. Især fordi vi kunne se to politibiler holde på den anden side af tankstationen! Manden tog det imidlertid ikke pænt og nærmest råbte: ”You’re gonna buy me some fucking beer!”. Da vi prøvede at overbevise ham om, at vi ville blive deporteret hvis vi blev taget i at købe alkohol, og at ingen af os to for resten havde gyldigt ID på os, og derfor ikke engang kunne købe alkohol hvis vi ville, blev han bare mere vred, og råbte: ”Bullshit! You can’t fool me. I’m from the streets!”. Efter et par minutter lykkedes det os, på en eller anden måde at få talt ham ned, og vi kunne gå vores vej, med hjertet oppe i halsen. Resten af turen til biografen gik fint, og vi nød vores film – Hamlet 2.
Handlingen i Hamlet 2 finder sted i Tucson – beskrevet i filmen som ”hell on Earth”. ;) Filmen havde også en god morale henimod slutningen: ”People from Tucson are blessed, because no matter where they go, it’s always gonna be better than Tucson” ;)
Efter filmen begav vi os så på vej hjem igen. Denne her gang havde Alexis fået den interessante idé, at vi burde gå ad sidegaderne hjem. Noget med at sandsynligheden for at løbe ind i folk, ville være markant mindre i sidegaderne. Min kommentar om, at dem vi så løb ind i, nok havde en større chance for at volde problemer, var ikke nok til at tale ham fra det, og jeg må indrømme, at jeg også selv tænkte ”der sker nok ikke noget”.
Men undervejs på vores gåtur gennem de mørke, uoplyste, forstadskvarterer i det nordvestlige Tucson lykkedes det os altså at opleve 3 gange, at en bil kom kørende lige op bagved os, bremse op, hvorefter den enten holdt stille, eller drejede ind for at parkere i en garage, mens vi gik videre med hjertet oppe i halsen. Da vi var godt 300 m fra vores lejlighedskompleks kom der endnu en bil efter os, med høj musik fra vinduerne, og vi tænkte endnu engang: ”Åh, åh!”, og vendte os om for at se på bilen, indtil vi pludselig hørte en knurren bag os. Vi vendte igen og kiggede frem på to løse hunde, stående med blottede tænder og knurren, klar til spring! Det er godt nok længe siden jeg har været så bange!
Bedst som vi stod der, og prøvede vores bedste på ikke at vise frygt overfor hundene, kom bilen op bagved os, og slog det lange lys til, hvorefter de skræmte hundende væk ved at køre helt op til dem. Vi var reddet! Efter kort at have takket den gruppe unge der sad i bilen, gik vi de sidste meter hjem – ret chokerede – uden at sige så meget. Men idet jeg satte nøglen i låsen sagde Alexis fladt. ”I morgen køber jeg mig altså en cykel!”
