mandag den 19. januar 2009

7/1: Lakeview - Crater Lake - Medford

Efter at have stået op og pakket vognen, tog vi først ud og provianterede i de lokale forretninger, inden vi begyndte dagens jagt på geysere, varme kilder og bjergsøer. Laila mente nemlig, at når nu jeg gik glip af geyserne i Yellowstone, så skulle vi da i det mindste prøve at finde en erstatning på vejen igennem Oregon.

Først gav vi os til at lede efter en geyser, som efter sigende skulle springe lidt udenfor Lakeview. Efter nogen tids søgen fandt vi den også, og vi var faktisk så heldige, at det var en af de geysere, der springer meget ofte, hvilket betød at jeg kunne se mit livs første naturlige geyser i udbrud! Omkring geyseren var små varme søer, der engang imellem boblede lidt, hvilket indikerede det varme liv nedenunder dem.


Efter at have set på geyseren lidt, drog vi længere nordpå, i vores søgen efter nogle varme kilder, som ifølge vores National Geographic kort ville være at finde her. Vores søgen bragte os til Summer Lake, en sø der tilsyneladende tørrede ud om efteråret og vinteren, men blev fyldt igen af smeltevand og regnvand om foråret om sommeren. I en campingplads nær søen fandt vi de varme kilder, men de var blevet lavet om til et badehus, så det var lidt en kunstig oplevelse at se dem. Til gengæld var vi nede og se nærmere på den udtørrede Summer Lake, der på mange måder faktisk mindede os om de udtørrede søer i Death Valley.

Sidste stop på ruten inden det blev for mørkt, var Crater Lake. Crater Lake er en bjergsø, der blev dannet som resultat af et meget kraftigt vulkanudbrud, hvorefter vulkanbjergets top styrtede sammen og dannede en sø, som er den dybeste i USA, og efter sigende også den smukkeste. Vejen op til Crater Lake gik imidlertid igennem nogle ret tætte skyer, hvilket gjorde det lidt besværligt at navigere igennem den pletvise meget tætte tåge, der lagde sig over vejen de steder, hvor en sky befandt sig. Desuden lagde vi mærke til, at snemængden langs vejen voksede og voksede, efterhånden som vi nærmede os søen, og inden vi nåede helt op til bjergsøen, var snemængderne nået os over hovedet!

Da vi endelig nåede helt op til stedet, hvor man skulle have et godt overblik over søen, blev vi mødt af en virkelig tæt tåge, der knuste ethvert håb om at se bare en lille smule af den berømte dybblå sø.

Til gengæld bød området på et ret flot vinterlandskab, med unikke isformationer på træer og buske, samt i snebankerne omkring os. Efter at have boltret os lidt i sneen, og grint lidt af vores situation, besluttede vi os for at drage lidt længere sydvest på, før vi ville tørne ind for natten.

Køreturen ned af bjerget tog et godt stykke tid, eftersom tågen ikke ville slippe sit greb i os førend vi var hele vejen ude af bjergområdet, hvilket først skete efter flere timers kørsel, eftersom vejen også var iset, glat og med skarpe sving, så vi blev nødt til at køre ekstra forsigtigt.

Ud på aftenen nåede vi endelig til en større by, Medford, og fandt efter lidt søgen et billigt motel, som vi kunne overnatte i.

Ingen kommentarer: