For at komme til Yosemite skulle vi væk fra kysten og godt 250 mil ind i landet. Yosemite National Park er en kæmpe park der ligger i en bjergkæde, der ligger forholdsvist højt oppe (2000-3000m), så parken havde fået en masse sne mange steder. Da vi ankom til parken sidst på eftermiddagen kørte vi derfor direkte til Visitors Centret, for at høre hvilke hiking trails og aktiviteter der kunne anbefales. Vi blev dog ikke færdige derinde før kl. lidt i 5, så der var kun tid til en lille gåtur ud til et udkigssted hvorfra man kunne få en forsmag på det fantastisk smukke vandfald: Yosemite Falls. Vandfaldet er så højt, så vandet synes at forstøve og krystallisere inden det rammer bunden, som udgøres af en kæmpe sne/isdrive. Vores korte tur førte os kun hen et stykke nedenfor foden af vandfaldet, så vi havde ikke det bedste udsyn, men vi var enige om, at vi ville se mere, så vi besluttede os for at gå op til vandfaldets top næste dag.
Derefter kørte vi til et lille hostel lidt udenfor parken, hvor vi havde tænkt os at overnatte. Det tog dog desværre næsten en time at finde stedet, da det ikke var så godt skiltet, og vi derfor missede det i mørket. Efter at have spist lidt aftensmad tog vi en lille gåtur ud for at se på stjernehimlen, eftersom vi var så langt fra alle store byer, så vi tænkte at lysforureningen ville være minimal. Det var den ganske vist også, men desværre stod månen op lidt før vi gik ud, hvilket gjorde det lidt for lyst til at vi kunne se særligt mange stjerner. Som ved alle de andre aftener, hvor vi havde kigget på stjerner, gik der lidt sport i at holde udkig efter satellitter, men heller ikke denne aften kunne vi finde nogen. Til gengæld var det en fantastisk aften for stjerneskud, så jeg nåede at se 4 og Laila 2 før kulden sendte os indenfor i varmen og under dynen.
Næste morgen stod vi tidligt op, for at kunne nå afsted tids nok til at nå med en gruppe, der tog på sneskotur med en Ranger guide. Vi var dog lidt sent på den, da vi nåede frem, men det var heldigvis ikke det store problem, da turen startede med lidt introduktion til snesko og deres historie. Passet vi gik rundt i hed Badgers Pass, der er Californiens ældste og mest populære skisportssted. Da vi gik der, lå der faldet 3 fod sne (ca. 1 meter), så selvom det var blevet komprimeret af sin egen vægt, var det stadig alt for meget til at man kunne gå der uden snesko.
Turen gik rundt om et lille pas, imens rangeren forklarede os om dyre- og plantelivet i Yosemite om vinteren, vejrforholdene og mængden af nedbør i Yosemite, samt hvorfor sneen har sine forskellige farver: hvid, gul og blå. Mens han forklarede om dyrelivet i Yosemite hev han masser af udstoppede dyr frem fra alle mulige lommer, hvilket var ret creepy, men underholdende. Han fortalte også, at Yosemite er kilden til langt størstedelen af Californiens vandforbrug, eftersom den mængde sne der falder i parken og de omkringliggende bjerge er så lang tid om at smelte, at de udgør et konstant reservoir af vand, der kan holde Californiens blomstrende landbrug og millionbyer fra tørken.
Rangeren der viste os rundt var generelt lidt af en spøgefugl, så selvom der var lige lovligt meget snak på turen, var det en rigtig god tur, selvom jeg mistænker at det var ham, der gav Laila den idé at skubbe til mig, lige som vi poserede for et billede, så jeg faldt så lang jeg var, lige som billedet blev taget! Jeg fik dog taget en lille, iskold hævn på hende lidt senere, for lige at få lidt balance i regnskabet igen.
Da vi var færdige med turen var klokken lidt over middag, så vi besluttede os for at finde et frokoststed, hvorefter vi ville køre til trailheadet for turen op af Yosemite Falls. Vi fandt os et rigtig flot sted med udkig over dalen, hvorfra vi kunne nyde noget af det smukkeste landskab vi havde set på hele turen, hvilket ikke siger så lidt.
Turen op til Yosemite Falls var lang og hård. I starten fordi stien gik meget stejlt opaf, hvilket gjorde at man blev nødt til at tage turen i et meget stille tempo, for ikke at brænde ud hurtigt. Efterhånden som vi kom længere op af bjergsiden begyndte det at blive koldere, og der kom flere og flere snedriver, hvilket var med til at sænke farten på det lidt fladere stykke, eftersom sneen nogle gange var iset eller ikke trådt nok ned til at man kunne få et sikkert fodfæste. Men efter megen møje og besvær kunne vi høste vores belønning: Endelig fik vi vandfaldet at se fra sin smukkeste side: I modlys fra ganske kort afstand. Her så vi hele to regnbuer, og kunne for alvor nyde fænomenet, der fik vandfaldet til at blive til et sne/isfald inden vandet nåede bunden. Efter at have klatret i nogen tid længere opad, nåede vi til toppen af vandfaldet, hvor vi blev belønnet et fantastisk udsyn over dalen under os samt af de mange små vandfald der ledte vandet hen til kanten af det store vandfald vi så på vej op.
Der var dog ikke så meget tid til at nyde udsigten, for klokken var ved at blive mange, og vi skulle helst nå ned at bjerget inden det blev for mørkt. Det nåede vi dog ikke helt. Vi nåede kun ca. ned til vi var 1 mil fra bunden af dalen, før det blev for mørkt til at kunne navigere sikkert uden en anden lyskilde. Heldigvis havde vi en lygte med, men lyset i den var ret svagt, så det var ikke nemt at navigere ned af den stejle bjergsti, mens vi forbandede at vi ikke havde vendt om noget før, så vi kunne undgå den farlige situation. På vejen ned af bjerget så vi dog en satelit på himlen, hvilket løftede humøret en smule. Vi gik meget forsigtigt ned det sidste stykke af bjerget, og det lykkedes os at komme ned uden væsentlige skrammer, men vi var ret forskrækkede.
Resten af aftenen brugte vi på at køre et stykke af vejen sydpå mod vores næste destination, indtil vi fandt et motel på vejen, hvor vi overnattede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar