onsdag den 21. januar 2009

17/1 - San Diego

Efter at have spist morgenmad og pakket, kørte vi videre mod San Diego, men inden da besøgte vi lige LAX, før vi forlod LA helt. Den karakteristiske bygning udenfor terminalerne ved LAX var imidlertid under vedligeholdelse, så den var ikke så pæn som vi havde håbet, men vi fik da dannet os et godt indtryk af lufthavnen, før vi tog videre. Det var lidt mærkeligt at stå i en lufthavn uden formål, når man var omgivet af folk der alle havde et mål med at være her, og hvis tanker oftest var et helt andet sted. Det fik også os til at tænke på, at vores rejse var ved at være slut, og at næste gang vi ville sætte fod i en lufthavn, ville det være fordi det amerikanske eventyr var ved at være slut for en af os.

Vi efterlod de triste tanker i lufthavnen, og kørte mod San Diego, der ligger godt 200 km syd for LA. Ruten går langs kysten hele vejen, så vi havde en fantastisk udsigt hele vejen. Omkring middag var vi næsten ved at være i San Diego, men kunne mærke, at vi var ved at blive sultne, så vi kørte til en fin lille strand lidt fra hovedvejen. Her spiste vi så vores frokost, men vi betragtede en stor gruppe surfere træne med de beskedne stillehavsbølger der hærgede denne del af kysten.

Derefter kørte vi det sidste stykke ind i San Diego, og indlogerede os på et hostel der lå midt inde i downtown, i San Diegos hotteste område: Krydset mellem Market St. og Fifth Ave. Alting var i gåafstand fra vores hostel, så vi efterlod bilen i et parkeringshus, og gik på opdagelse i byen. San Diego er en rigtig hyggelig by, med meget fine og sympatiske butikker og gader i en meget specifik behagelig stil, så vi nød bare at gå rundt og nyde atmosfæren i byen i løbet af eftermiddagen. Vi var blandt andet ude ved San Diegos enorme Convention Center, og ved et sæt koreograferede springvand, som sprang regelmæssigt, men som vi selvfølgelig aldrig kunne få til at springe, når vi brugte selvudløser.

Om aftenen vågnede byen for alvor op. Efterhånden som det blev lørdag aften, blev gaderne nemlig fyldt af de unge og smarte i festhumør, og hele det downtown distrikt kaldet Gaslamp Quarter kom til live med lys og lyd. Laila og jeg var imidlertid ikke meget for så meget aktivitet, så vi tog i stedet en lille aftentur langs nogle af de mere stille gader, mens vi reflekterede over dagens oplevelser og nød aftenhimlen. Laila fandt også frem til et Frozen Yoghurt sted, for at give mig chancen for at prøve rigtig frozen yoghurt, før jeg tog fra landet igen, og jeg må indrømme det smagte rigtig godt!

Ingen kommentarer: