18/1 - Sidste dag: Til Tucson & Anza-Borrego Desert State Park

Vores sidste rejsedag skulle også blive en af vores længste, idet vi skulle tilbagelægge over 400 mil for at komme fra San Diego til Tucson tids nok til at jeg kunne nå at komme med et fly kl. 9 næste morgen. Vi tog derfor afsted fra San Diego, med kun et skemalagt stop mellem San Diego og Tucson, værende Anza-Borrego State Park godt 100 mil øst for San Diego. Anza-Borrego er USA's største park udenfor Alaska, og er berømt for sine ørkenlandskaber, så hvilken bedre måde at afslutte turen på, end med en Road Trip dag igennem øde og imponerende ørkenlandskaber!

Turen til parken foregik meget smertefrit, og vi fandt hurtigt ud af, præcis hvorfor parken er så berømt. Det betagende ørkenlandskab kombineret med det høje solskin og de ca. 20 graders varme gjorde det til en perfekt oplevelse, der virkelig føltes som essensen af et road trip. Undervejs stoppede vi et sted i parken, for at gå lidt rundt i ørkenlandskabet, og se lidt nærmere på bakkerne og floraen i området. Den behagelige temperatur og det bløde sand på stierne var med til at give en følelsen af at have alle fornøjelserne af at være på ørkenvandring, men uden de kvælende høje temperaturer.

Efter at have fået vores nysgerrighed styret og vores krop godt branket af den nådesløse middagssol, kørte vi videre, og tog stort set resten af strækningen til Tucson i et hug.

Da vi nåede frem til Tucson insisterede jeg på, at vi spiste vores sidste aftensmad ude, på en amerikansk restaurantkæde, som jeg havde prøvet i december og derfor vidste havde en hyggelig atmosfære, god amerikansk mad og en fantastisk apple pie! Efter at have proppet os med, hvad der i mine øjne var noget af det bedste fra det amerikanske køkken: Burgere, Brownies og Apple Pie, trillede vi til et motel i nærheden af min gamle lejlighed og universitetet, hvor vi kunne overnatte for en billig sum penge.

Her pakkede vi lidt om i bagagen, og skilte os af med, hvad vi ikke ville tage med os tilbage til Danmark. Lailas fly gik først 2 dage efter mit, så hun regnede med at tage rundt og se lidt af Tucson og Phoenix inden hun tog tilbage, men jeg skulle afsted næste morgen. Pakningen trak lidt ud, for jeg må indrømme at det var svært at acceptere at mit amerikanske eventyr var slut for denne gang, men da jeg næste morgen stod i lufthavnen, på vej hjemad, kunne jeg mærke at det ikke ville være sidste gang jeg ville sætte min fod på amerikansk jord, og idet det transatlantiske fly lettede fra lufthavnen blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke havde fået nok af USA, og aflagde et stille løfte om at jeg ville komme tilbage til dette vidunderlige, extravagante, smukke, forfærdelige og eventyrlige land.