tirsdag den 6. januar 2009

31/12-1/1: Cedar City - Las Vegas - Searchlight


Viva Las Vegas!

Nytårsaftensdag rejse vi mod Las Vegas, hvor vi havde tænkt os at fejre nytåret. Vi nåede dertil hen på eftermiddagen, men kunne ikke finde et tilfredsstillende sted at sove i byen, der stadig havde senge til en acceptabel pris, så vi besluttede os for at overnatte på et motel ca. 1 times kørsel udenfor centrum, i den lille by Searchlight. Efter at have pakket ud på motelværelset fandt vi vores fineste tøj og sko frem, og drog afsted mod byens centrum, hvor vi havde tænkt os at fejre nytåret. Vi gad ikke starte ud med at navigere os gennem ”the Strip” (det stykke af byens hovedgade hvorpå alle de største hoteller befandt sig), i en søgen efter en parkeringsplads, så vi parkerede i et Mall, der så ud til at være et par mil fra hovedgaden. Planen var så at gå det sidste stykke, men det viste sig at være længere end vi troede, så det var først efter over 1 times gåtur at vi endelig nåede frem til hovedgaden og kunne se det første store casino i baggrunden: Stratosphere, med sit 300 m høje tårn. Klokken var på det tidspunkt kun lidt over 7, så vi havde god tid til nytår, og besluttede os derfor for at fordrive ventetiden med at udforske et par af de kæmpecasinoer, imens vi langsomt bevægede os mod centrum af ”the Strip”.

Stratosphere var som alle andre casinoer også et hotel, et shoppingmall og en forlystelsespark. Casinodelen var selvfølgelig overvældende for os to, der ikke normalt frekventerer den slags etablisementer. Overalt var der blinkende lys fra de enarmede tyveknægte der var at finde overalt i denne del. Alle maskiner havde hver deres lysmønster og/eller lyd, der hurtigt trættede vores øjne og ører. Og ca. hver anden maskine var optaget af vidt forskellige personer: Alder, køn og social status betød tydeligvis ikke noget for modtageligheden for disse maskiners kalden. Men vi bemærkede at de fleste sad udtryksløse foran disse, og bare gentog de samme bevægelser om og om igen: Træk i automaten, tryk på knapper, træk i automaten, tryk på nye knapper, etc. Mindre gevinster gav ingen ændring i deres ansigtsudtryk, lidt som om maskinerne sugede følelser og glæde ud af de stakkels mennesker.

Vi skyndte os videre ind i casinoet, og fandt dets hjerte: De grønne borde. Hver var bemandet af en croupier, der kyndigt styrede den organiserede gambling der fandt sted ved disse borde. De fleste var ret fyldte med mennesker, der tydeligvis havde en lidt højere social status eller var turist. Baccarat, poker, craps, blackjack og roulette var blot nogle af de få spil som blev udbudt ved disse borde, der ofte havde en minimumindsat på mellem $25 og $1000.

Vi gik igennem menneskemængden i casinoet gik vi videre mod shopping området, der mest af alt mindede om hvad man ville finde i en større lufthavn: Parfumer, mærkevaretøj, elektronik samt en masse specialforretninger. De var tilsyneladende meget populære, men vi faldt ikke for deres fristelser og fortsatte mod forlystelsesdelen. Her købte vi en billet til at komme op i udsigtsdelen af det høje tårn, der var det eneste af forlystelsesdelen der ikke var lukket for at gøre plads til de mange private fester der skulle holdes i tårnet denne aften.

Tårnet gav en god udsigt over byen, og vi kunne for første gang få et ordentligt overblik over denne fascinerende, forfærdelige og fantastiske by. Overalt omkring os var badet i lys, og især ”the Strip” lyste op med sine mange neonfarver. Lysforureningen i denne by var enorm, og det var let at identificere bygrænsen i det fjerne som det sted hvor lysene holdt op. Under os var ”the Strip” og en del af sidegaderne tydeligvis spærret for biler, for at give plads til de titusinder af gæster der var valfartet til denne by for at fejre det nye år. Efter at have taget et par billeder og grint lidt af de platte forlystelser der var placeret på tårnet og alle spillede på tårnets højde over byen nedenunder, besluttede vi os for at forlade casionet og begive os længere ind mod centrum.

På vejen ind til centrum af ”the Strip” var vi inde i en række af casinoerne på vejen, og blev alle steder mødt af et sammensurium af lyd, lys og mennesker der mødte os allerede i indgangen. Efterhånden fandt vi ud af, at ethvert casino med respekt for sig selv skal have et ”wedding chapel”, der tilbyder at arrangere brylluper afholdt i netop deres tema. Også langs ”the Strip” stødte vi på en del af disse chapels, og nogle tilbød sågar ”drive thru weddings”.

Aftensmaden spiste vi på en Thailandsk restaurant godt 30 min gåtur fra ”the Strip” kaldet Thai Spice, som vi havde hørt meget godt om, og de skuffede da heller ikke, eftersom de kunne servere os 3 kander varm the til at hjælpe os med at få varmen mens vi nød deres rigtig gode mad. Alt i alt en rigtig god nytårsmiddag.

Årsskiftet blev tilbragt midt på det centrale kryds på ”the Strip” omgivet af titusindvis af mennesker der stod som sild i en tønde på gaden så langt øjet kunne se til alle sider. Mange steder stod der folk med skilte der prædkede til masserne og forsøgte at omvende syndere såsom: Homos, government recipients, fornicators, gamblers, feminists, loud mouth women, environmentalists etc.

Da klokken nærmede sig tolv begyndte de mange LCD storskærme at tælle ned til årsskiftet, der blev fejret af et fantastisk fyrværkerishow, der nok var det flotteste jeg nogensinde har set. Vores første time i det nye år gik nu med at forsøge at komme lidt væk fra menneskemængden, hvilket betød at vi skulle ind i det første og det bedste casino. Dette viste sig dog meget hurtigt at blive praktisk talt umuligt, eftersom folkemængden bevægede sig fuldstændigt kaotisk, så efter 5-10 minutter var vi fanget midt i et hav af mennesker der puffede og maste os i alle mulige retninger. De næste 45 minutter blev vi skubbet og puffet frem uden plads nok til at kunne løfte en arm, mens vi desperat forsøgte at holde fast i hinanden så vi ikke blev adskilt. Derefter begyndte menneskemængden at tynde lidt ud, og vi kunne atter bevæge os målrettet fremad. Vi brugte resten af natten på at udforske lidt flere hoteller, men omkring halv 4 begyndte vi at vende tilbage til bilen, en ret kold gåtur eftersom temperaturen faldt markant sidst på natten, og vi ikke havde så meget overtøj med den aften, men efter lidt over 1 time nåede vi til bilen og kørte hjem for at sove.

Den næste morgen blev vi vækket kl. lidt i 10 af rengøringen, der havde misset vores ”do not disturb” skilt og ville vide om vi manglede toiletpapir. Vi stod op og tog en stille formiddag, og besluttede os for, at vi kunne udforske lidt flere af casinoerne i Las Vegas, og lavede en liste over casinoer og deres attraktioner, som vi kunne tænke os at se. Denne gang kørte vi helt ind til ”the Strip” og parkerede i en af casinoernes enorme parkeringshuse. Derefter begav vi os på vej til det første casino, Sahara, der havde et ørkentema, som vi dog ikke var så imponerede over. Las Vegas havde en monorail som vi købte dagsbillet til, der jævnligt kørte mellem en række af casinoerne langs ”the Strip”. Blandt de casinoer vi besøgte var the Las Vegas Hilton der havde Star Trek tema.

The Venetian havde et rigtig flot italiensk tema med replikaer af seværdigheder fra Venedig. Endvidere var deres shopping mall langs en kanal, og med et loft med malet himmel, og dagslyslamper, der gav indtrykket af at man gik rundt på en solrig dag, hvilket var meget mærkeligt når det nu var aften udenfor.

Wynn var en luxuriøst hotel, med et 7-etagers højt kunstigt bjerg med vandfald foran indgangen. Caesars Palace med sit imponerende romerske tema var også et højdepunkt. The Mirage havde en kunstig vulkan udenfor, der jævnligt spyede ild og vand i et.flot koreograferet show. Bellagio havde en kæmpe sø ude foran sin indgang, og hvert kvarter var det rammen for et imponerende show af lys og vandstråler perfekt koreograferet til et musikstykke der spilledes samtidig.

Ud over alt dette var vi også inde og skaffe to billetter til et show af Cirque de Soleil kaldet Ká, til den næste aften. Aftensmaden blev spist hos Thai Spice igen, da det var et roligt åndehul i en ellers pulserende storby, hvilket gav os chancen for at samle tankerne, og nyde den gode mad.

Ingen kommentarer: