mandag den 29. december 2008

25/12: Tucson - Sedona - Flagstaff

Vi startede dagen tidligt, og fik pakket alt til rejsen i løbet af formiddagen, så vi var klar til afgang omkring 11 am. Planen var at køre til Sedona og tage et kort hike (jeg havde været der før) inden det blev for mørkt, og derefter køre til Flagstaff og overnatte.

Turen fra Tucson til Sedona foregik i ret trist vejr, eftersom det var overskyet hele vejen, og begyndte at regne fra da vi forlod Tucson, og det regnede stort set hele vejen til Sedona, hvilket mindede os om det danske julevejr!

Sedona er berømt for sine smukke røde klippeformationer omgivet af betagende natur, så da vi ankom hen på eftermiddagen blev vi enige om, at vi da skulle ud at hike rundt deroppe. Efter lidt søgen fandt vi endelig en passende rute på ca. 8 mil (13 km), og begav os på vej. Regnen havde gjort det svært at finde ordentligt fodfæste eftersom den normalt knastørre sti havde suget så meget vand at det var blevet meget blød og mudret, men udsigten var fantastisk! De lavthængende skyer drev langsomt over bjergene, hvilket gav en rigtig god effekt, hvor bjergtoppene oftest forsvandt i skyerne. Efter nogen tids gang, begyndte vi at lede efter et sted at spise frokost, og endte oppe på en skråning, der gav et fantastisk syn over Sedonas landskab i solnedgangen. Bagels med flæskesteg har aldrig smagt så godt!

Som nævnt holdt vi pause i solnedgangen, så vi havde måtte skynde os det sidste stykke tilbage til bilen før det blev mørkt, eftersom det bliver hurtigt mørkt i det sydlige USA, og det overskyede vejr skyggede for månen samt det sidste af himlens lys. Den sidste 1½ mil blev da også tilbragt i mørke, før vi endelig var tilbage til bilen. På det tidspunkt var vejret, der ellers havde holdt nogenlunde tørt under vores hike (tak, Max!), blevet markant værre, og da vi kørte afsted mod Flagstaff var det i en kraftigt regnskyl ledsaget af vindstød af stormstyrke.

Vejen mellem Sedona og Flagstaff er egentlig kun 30 mil lang, men stiger godt 3000 fod (1 km), og er på snæver bjergvej med skarpe sving. Allerede efter at have kørt blot et par mil, kunne vi godt se, at vi kørte i en decideret storm, og efter de første 10 mil skiftede nedbøren karakter fra regn til sne/slud. Dette gjorde at sigtbarheden blev markant reduceret og vejene begyndte at sne til – vi var med andre ord i vores første snestorm på en afsides bjergvej, milevidt fra vores destination!


Vi satte derfor farten markant ned, og "kravlede" resten af vejen til Flagstaff, og slap heldigvis igennem bjergpasset. Byen Flagstaff var imidlertid også hårdt ramt af stormen, så vi fandt os et Hostel nær centrum, som havde et ledigt værelse. På vej ind på parkeringspladsen skete det så - bilen satte sig fast i sneen/isen, og vi kunne ikke få den fri ved egen hjælp. Så vi måtte ind på Hostellet og bede om hjælp. Med to flinke gæsters hjælp fik vi bilen fri og parkerede den, så vi endelig kunne komme i ly for stormen. Indenfor på vores Hostel fejredes der jul (det var jo juledag), og der var generelt en rigtig god stemning blandt de internationale gæster. Vi var imidlertid ret udkørte, så vi trak os tidligt tilbage til værelset for at undersøge vejrudsigten og vejbetingelserne for de områder, hvor vi havde tænkt os at tage hen de næste par dage. Derefter tog vi en lille gåtur ude i stormen for at nyde den friske luft, og se lidt af vinterlandskabet (endelig en hvid jul!), og satte os ind på værelset og hyggede os med en varm kop te, mens stormen rasede udenfor.

Ingen kommentarer: