I løbet af mine første dage herovre, havde jeg mest af alt travlt med at udforske campus og lære nye folk at kende. Først checkede jeg ind på mit kollegium, hvor jeg delte værelse med en iraner ved navn David. Efter at have checket ind i mit kollegium, tog jeg på jagt efter tøjforretninger, sådan så jeg havde noget at tage på de næste par dage, indtil min kuffert ville ankomme. Desuden var jeg også på jagt efter bl.a. mobiltelefon, solcreme (Middagssolen er meget kraftig herovre, og min solcreme var i min kuffert) og en adaptor til europæiske strømstik. Min søgen bragte mig vidt omkring campus og det omkringliggende område, og jeg fik mødt en masse internationale studerende, og ved at erfaringsudveksle med dem lykkedes det mig efterhånden at finde det jeg ville.
Vi havde ”International Student Orientation” onsdag, og her fik vi proppet hovederne fulde af information om Universitetet og om det at være international studerende.
Det var også en chance for at møde en masse af de internationale studerende, så jeg faldt bl.a. i snak med en gruppe schweizere, der havde kørt lidt rundt i USA sammen, før de kom til Tucson. De havde blandt andet nogle gode historier om deres besøg i bl.a. Las Vegas og Grand Canyon, som jeg også selv overvejede at besøge omkring nytår.
Jeg mødte også et par danske studerende herovre, men ingen graduate studerende, så jeg kommer nok ikke til at se så meget til dem på universitetet. Men det var nu rart at kunne snakke lidt dansk igen, så man ikke helt glemmer sit modersmål :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar